Hvilken ældrepolitik?

Indlæg til lokalpressen fra Patrick Lehto Larsen (Kandidat til kommunalbestyrelsen)

Tirsdag aften var jeg repræsentant for Det Konservative Folkeparti til Ældresagens vælgermøde i Postkassen på Amagerlandevej.

Eftersom ældrepolitik ikke er det område, som jeg har beskæftiget mig mest med, krævede det lidt forberedelse.

Under min forberedelse gik jeg ind på Tårnby kommunes hjemmeside, for at læse lidt op på ældrepolitikken. Den måtte jeg lede længe efter, for den findes ikke.

Nu har Tårnby kommune en nedskrevet politik for langt de fleste af kommunens grupper; heriblandt en inklusionspolitik, en børn- og ungepolitik, en handicappolitik og endda en folkeoplysningspolitik, MEN ingen ældrepolitik.
Her skal vi huske på, at næsten hver femte borger i Tårnby er over 65 år. Det er derfor selvfølgelig for ringe, at Tårnby ikke har en formuleret ældrepolitik med nogle mål for fremtiden, som politikere og forvaltning kan holdes op på.

Derfor lovede jeg på Ældresagens vælgermøde, at jeg ville arbejde for en nedskrevet ældrepolitik i Tårnby. Ikke en ældrepolitik som Socialdemokraterne mener, at der findes indbygget i det årlige kommunale budget. Altså sådan en år-til-år politik som skaber utryghed omkring, at det man får i år, mon er det samme man kan forvente næste år? Det bliver derfor utydeligt for vores ældre medborgere at finde ud af, hvad kommunen vil på ældreområdet, hvad man har krav på, og hvilke visioner der er for fremtiden.

Jeg vil derfor love at arbejde for en ældrepolitik i Tårnby – en nedskrevet ældrepolitik, med gennemgående temaer som anstændighed, individualitet og respekt for den enkelte. En ældrepolitik som kan læses og forstås af alle. Og en ældrepolitik som skaber gennemsigtighed og retssikkerhed for borgeren, og som forklarer hvad vores hensigter er på ældreområdet.

Det manglede bare!