10. Claus Skaalum Lyder


Claus Skaalum Lyder
Kandidat nr. 10
 

Jeg er 58 år, ugift og bosiddende i Kastrup. Jeg har boet hele mit liv på Amager. Jeg er uddannet som bankrådgiver på øen, og har arbejdet i den finansielle sektor siden 1981. I dag er jeg ansat i BEC Financial Technologies som business analyst og beskæftiger mig med udviklingen af IT-værktøjer, der imødegår finansiel kriminalitet til en stor del af Danmarks banker.

Jeg har hele mit liv beskæftiget mig med at skabe aktive muligheder for børn og unge inden for idrætten både på nationalt og lokalt plan, som aktiv frivillig leder i foreningssammenhænge. Jeg er meget optaget af børn og unges muligheder for at kunne udleve deres drømme, det være sig i grundskolen, de videregående uddannelser, i familielivet og i fritiden, herunder specielt på idrætsområdet.

Jeg nyder dagligt muligheden for at kunne gå ture på stranden, skoven og i øvrige naturområder på øen. 

Det er vigtigt for mig, at de grønne åndehuller i størst muligt omfang bevares, og at vi sikrer at også fremtidige generationer har nem adgang til disse. En sikring af det naturlige forekommende dyreliv og i særdeleshed insektliv er vigtig for mig, så smagen af naturens frugter og bær kan nydes – også i fremtiden.

En sikring af arbejdspladser på øen er grundlaget for, at vi kan fastholde kommunens muligheder for børn, unge og ældre. 

Jeg vil arbejde for at nye virksomheder og iværksættere med fokus på det bæredygtige, får de bedste muligheder for at blive etableret i kommunen, så vi har kortest vej til attraktive arbejdspladser.